rundtomsklerose

rundtomsklerose

Om denne blog

Jeg vil via denne blog dele nyheder, erfaringer og overvejelser om sklerose og relaterede emner med dig.

For at kunne skrive en kommentar skal du tilføjes som bruger; send mig din e-mail adresse, hvis du ønsker dét. Brugere kan logge sig ind med deres e-mail adresse og adgangskoden: rundtomsklerose. Når du klikker på den lillebitte, sorte trekant til højre for "Husk mig", kommer du ind. Den findes i højre spalte under listen over tidligere indlæg, så scrol ned.

25. Bliver du inspireret eller får du dårlig samvittighed?

rundt om skleroseOprettet af Anne-Kirsten Brønserud tir, marts 04, 2014 15:55:07

Jeg føler, det er vigtigt at høre historier, der giver håb, og kan godt lide at læse om mennesker, der har ”kureret sig” for sklerose eller holder tilstanden i ro. Sådanne historier er der tolv af i

”Recovering from Multiple Sclerosis. Real life stories of hope and inspiration”

ved George Jelinek og Karen Law (forlaget Allen & Unwin, 2013).

(Du kan læse om George Jelinek i ”Rundt om sklerose” på siderne 59, 60, 64, 104, 167, 169, 454 og 462, og der er god information at hente på hans hjemmeside www.overcomingms.org, hvor man kan tilmelde sig hans nyhedsbreve.)

Bogen bygger på interviews med mennesker, som har lagt livet om og derved enten har bevaret deres funktioner intakte efter mange år med diagnosen, eller er sluppet af med en række symptomer og har forbedret deres tilstand i forbløffende grad. Nogle har stadig lidt småsymptomer, andre føler sig fuldstændig raske. Fire af dem har fået foretaget en ny MR-scanning, som viser, at der ikke er opstået nye læsioner (der ses som hvide pletter på billedet) i de år de har fulgt deres helse-program. Scanningen viser endda, at gamle læsioner er forsvundet eller er i gang med at forsvinde!

Det er f. eks. fascinerende at læse om Rebecca, der havde følelsesløse fødder og maksimalt kunne gå tyve meter med stok samt led af synsproblemer, manglende kontrol med blære og tarm, træthed og depression, men som i dag er sluppet af med disse symptomer, har smidt stokken, kan gå 5 km. og igen har fuldtidsjob. Bogens budskab er:

”Ordinary people can recover, and this is possible

even after many years with the illness, even with progressive MS.”

Se, disse tolv helt almindelige mennesker har gjort det! Der er grund til at håb om, at du også kan!

Det understreges, hvor afgørende følelsen af håb og positive forventninger er. Data viser, at mennesker som er opslugt af frygt, bliver deprimerede og får flere inflammatoriske stoffer i kroppen.

De omtalte personer følger George Jelineks anbefalinger vedrørende kost, tilskud med D-vitamin og omega-3-fedtstof. Det understreges, at der er mange veje til et bedre helbred efter diagnosen, og de interviewede anvender også andre redskaber til at få det bedre. Redskaber, som du også kan læse om i ”Rundt om sklerose” ved at slå op på den side, som står i parentesen: Meditation (385), fysisk træning (315), bøn (444), yoga (313), visualisering (383), ridning (319), psykologisk terapi (389-401 & 452). De bestræber sig på at leve et ustresset liv, på at være optimister og have positive forventninger til fremtiden.

Ifølge et gammelt ordsprog har alle medaljer både en forside og en bagside, og ”bagsiden” af håb oplever jeg som dårlig samvittighed. For hvis det ér muligt at blive sklerosen kvit, hvorfor lykkes det så ikke for mig? Er det min egen skyld? Er jeg ikke ihærdig nok? Bærer jeg på fortrængte traumer, som blokerer helbredelses-processen? Spiser jeg ikke sundt nok? Tænker jeg ikke positivt nok? Og helt ærligt, så er der altid et eller andet, jeg kunne gøre bedre/mere. F. eks. har vi lige fejret min mands fødselsdag, og jeg spiste både is og almindeligt brød - og havde dagen efter betydeligt færre kræfter i kroppen og var uklar i hovedet. Men dårlig samvittighed genopretter ingenting; det gør derimod et par dage med ekstra god kost og friskpresset grøntsagssaft.

For tiden består min ”opskrift” af håb, vedholdenhed, tålmodighed, selv-accept og taknemmelighed. Jeg har valgt de helbredelsesmetoder, jeg vil bruge i den nærmeste fremtid, jeg er rimeligt vedholdende, og med mellemrum evaluerer jeg, hvordan det går. Samtidig husker jeg mig selv på alt det, jeg har at være taknemmelig for; både i mit liv i det hele taget og i relation til sklerosen. Min gangfunktion er blevet dårligere, men jeg er forskånet for andre symptomer. I kraft af min bog er jeg kommet i kontakt med mennesker, som har givet mig indblik i, hvilke frygtelige symptomer, sklerose kan give. Ofte tænker jeg: ”Hvor er jeg heldig ikke at have smerter, synsproblemer, kognitive problemer”, osv.

Mit nytårsfortsæt for 2014 er at være glad for, hvad jeg er, kan og gør.


Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.
Oprettet af Birte Heldorf ons, marts 05, 2014 08:49:12

Jeg har smerter og medfølgende uro i krop og hjerne, men kan gå, så symptomerne fordeles mellem os, med sclerose. Jeg tror på, at vore bestræbelser hjælper, og er glad for at læse, at du kommer hele spektret igennem, og også, at lave andre ting. Som du skriver, lad os være glade for, at vi har det kognitivt godt.

Oprettet af Birte Heldorf tir, marts 04, 2014 17:45:58

Tak for tippet. Samler på gode historier for inspiration til at holde hovedet oppe og blive ved til sclerosen forlader min krop. Har nu bestilt bogen på: http://www.amazon.co.uk/Recovering-Multiple.../dp/1743313810 til en pris i DKR. 158,11 incl. fragt.